Du har jo selv valgt at blive mor – så hvad brokker du dig for?
Har du nogensinde mødt den her (meget ukærlige) sætning fra dine omgivelser?
Hvis ikke, kan det være du har internaliseret en udgave af den – fx “jeg har selv valgt at få børn, så jeg skal kunne klare alting selv”.
Mange af os går ind i moderskabet med enormt høje forventninger til os selv og en meget lille rummelighed over for, at vi også af og til kommer til kort i vores nye rolle som mor. Hvis vi fejler eller er utilstrækkelige, så fortæller vi os selv, at vi skulle have gjort det bedre. Hvis vi tager en forkert beslutning, fortæller vi os selv, at vi burde have vidst bedre. Og hvis vi føler os overvældede og udmattede i vores moderskab, så siger vi til os selv, at vi aldrig skulle have fået børn når vi er så dårlige til det.
Jeg har selv været et sted, hvor sådanne tanker til tider var ved at æde mig op. Utilstrækkelighed, dårlig samvittighed men værst af alt – en enormt ukærlig og hård tone overfor mig selv, som dominerede hele min tankegang om, hvordan jeg klarede min morrolle.
En dag fik jeg nok. Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle være sådan at være mor. Jeg ville ikke længere tage imod de verbale tæsk, min egen indre monolog uddelte til mig – jeg ville indtage en mere omsorgsfuld og kærlig holdning over for mig selv. Jeg ville give mig selv det kærlige klap på skulderen, som jeg sådan havde brug for, for at kunne komme igennem endnu en dag i en rolle, som jeg endnu ikke helt havde fundet mig til rette i endnu.
Vi mødre har brug for uendeligt meget støtte, omsorg, tålmodighed og kærlige ord. Vi skal blive bedre til at give det til hinanden, til at bede om det fra andre, men vigtigst af alt, skal vi blive meget bedre til at tilbyde os selv det.
Du og dine tanker kan være din egen værste fjende eller din kærligste, mest omsorgsfulde ven – det vælger du faktisk selv. Jeg siger ikke, at det er nemt – det kræver øvelse at ændre sine indgroede tankemønstre – men du ER det værd. Uanset hvad du må fortælle dig selv lige nu.
0 kommentarer