fbpx

Moderskabsuniverset

Skuffet over mit barns køn: hvordan håndterer jeg mine følelser?

Kønsskuffelse – du er ikke alene med dine følelser

Kønsskuffelse er et stort tabu i vores samfund. Ikke desto mindre er det meget almindeligt, at ønske sig enten en dreng eller en pige.

Hvad er kønsskuffelse og hvordan kan du tackle dine følelser, hvis du oplever at være skuffet over dit barns køn?

 

Jeg burde ikke føle sådan her

Ufrivillig barnløshed og at kæmpe med at opnå graviditet er mere og mere udbredt i vores samfund. Mange kvinder oplever at abortere tidligt i graviditeten og nogle få oplever den ubeskrivelige sorg det er at miste et barn.⁠

Så hvis vi er så heldige, at stjernerne står rigtigt og vi bliver gravide med et sundt og rask barn – så bør vi være taknemmelige, uanset hvilket barn, storken kommer med… men hvad nu, hvis du alligevel føler skuffelse over dit kommende barns køn?

 

Er det normalt at være skuffet over sit barns køn?

Kønsskuffelse er et stort tabu i vores kultur. Det er noget, meget få tør tale om – og som oftest er forbundet med stor skam og skyldfølelse. 

Ikke desto mindre er kønsskuffelse mere udbredt, end man måske skulle tro. 

At vi i dag har muligheden for at få vores barns køn at vide inden fødslen, bringer mange gode ting med sig. Du kan som kommende mor skabe et mere levende indre billede af den baby, der er på vej. Redebyggeriet kan tage en mere målrettet form, du kan købe tøj til baby i bestemte farver og indrette et drenge- eller pigeværelse. 

At kende barnets køn inden fødslen medfører dog for nogle gravide kvinder følelser af skuffelse, tristhed og en intens skamfølelse. Det er vigtigt at vide, at disse følelser er mere almindelige end som så – og at de ikke diskvalificerer dig fra at blive en god mor.

 

Hvordan kommer kønsskuffelse til udtryk?

Kønsskuffelse kan komme til udtryk ved både vrede, uretfærdighedsfølelser, gråd og fortvivlelse. 

Disse følelser kan medføre, at du som kommende mor oplever en vis afstandstagen til dit barn i maven. Samtidig er det almindeligt at opleve stor skam over, at du overhovedet har disse tanker og følelser – for bør du ikke bare være taknemmelig for at vente dig et sundt og rask barn? 

Skammen over at være skuffet over dit barns køn kan desuden være svær at dele med dine omgivelser. Måske har du mennesker tæt på dig, som har oplevet ufrivillig barnløshed eller som har mistet i graviditeten. Deres udfordringer kan få dig til at føle dig endnu mere forkert over at føle, som du gør.

 

Hvad repræsenterer kønsskuffelsen?

 

Drømme & forestillinger

Måske har du altid drømt om en pige. Du har forestillet dig at flette hendes hår, når hun er lille og de ting, I skal lave sammen som mor og datter.

Måske har du altid forestillet dig, at du skulle være drengemor. Du kan se for dig, hvordan din partner løber rundt i haven og sparker til en fodbold med din søn. Eller måske har du allerede enten en dreng eller en pige, og drømmer om at få et barn af det modsatte køn.

Uanset om det rationelt giver mening, så vil der til hvert køn være knyttet nogle forventninger, drømme og forestillinger om, hvordan det vil være, at være mor til en dreng eller en pige. Måske er du usikker på, om du vil være i stand til at være en god rollemodel for et barn af det modsatte køn – eller du frygter omvendt at genskabe nogle af de negative oplevelser, du selv har haft, som knytter sig til dit køn.

Når vi investerer vores drømme og håb i et bestemt scenarie – fx i at skulle have en pige eller en dreng – så er det ikke ualmindeligt, at det kan være svært mentalt at omstille sig til en anden virkelighed. 

 

Sådan kan du tackle kønsskuffelse

Hvis du oplever at føle dig skuffet, ked af det eller vred over dit kommende barns køn, så er det vigtigt at du får afløb for dine tanker og følelser. Skammen over at føle sig utaknemmelig eller forkælet fordi du drømte om et andet køn, end dit barns, kan medvirke til, at du holder dine følelser bag lås og slå og ikke får bearbejdet dem.

 

Giv dig selv lov til at mærke dine følelser

Kønsskuffelse kan være en smertefuld oplevelse, som ikke bliver bedre hvis du samtidig føler skyld, skam og fortæller dig selv, at du burde føle anderledes.

Tillad følelserne og vær nysgerrig på, hvad skuffelsen repræsenterer. 

Hvilke drømme føler du, at du har mistet eller skal vinke farvel til?

Føler du dig usikker på at skulle være mor til et barn af det køn, du venter dig?

Forsøg om du kan tænke flere nuancer ind i dine forestillinger om fremtiden med dit barn. Kan du fx erstatte nogle af de drømme med andre, som passer bedre til den virkelighed du står i?

 

Find en tryg person, du kan betro dig til

Giv udtryk for hvad du tænker og føler, til en person i dit liv, som du har tillid til og som ønsker dig det godt. Det vigtigste er, at du kan udtrykke dine følelser, uden at vedkommende dømmer dig eller forstærker følelsen af at være forkert. 

Hvis du har svært ved at tale med din partner eller andre, der står dig nært, kan det være hjælpsomt at række ud til en udenforstående, som ikke er følelsesmæssigt involveret i dig eller dit kommende barn. 

Det vigtige er, at du får lov at sige dine tanker højt – og opdage, at du sandsynligvis ikke er alene om at have følt en vis grad af skuffelse over dit barns køn.

 

Husk, at dit barn er unikt

Vores faste forestillinger om køn er i opbrud. Mange anerkender ikke længere begreber som “pige- og drengefarver”, ligesom vi i høj grad forsøger at fortælle vores børn, at deres køn ikke skal begrænse dem. 

En lille pige er ikke nødvendigvis vild med at lege med dukker, mens en lille dreng ikke nødvendigvis gider spille fodbold. 

Alle børn er forskellige – og du vil sandsynligvis opdage, at når du møder dit barn, glemmer du alt om, hvilken familie, du før havde forestillet dig.

 

Hvad kan jeg gøre, hvis kønsskuffelsen påvirker mig negativt?

Hvis du føler skuffelse, tristhed eller sorg over, at du venter et barn af et andet køn end du havde drømt om, så husk, at du ikke er alene. Giv dig selv tid til at mærke følelserne og vær god ved dig selv mens du bearbejder dine tanker og følelser.

Hvis du oplever, at følelserne er meget intense og at de begynder at påvirke, hvordan du fungerer i dit daglige liv, så ræk ud til en terapeut eller tal med din jordemoder om dine tanker. De kan hjælpe dig til at bearbejde dine følelser og se fremad mod dit liv som mor til lige præcis det barn, du venter dig. 

 

Du kan godt blive en god mor, selvom du oplever kønsskuffelse i graviditeten

Kønsskuffelse kan være en hård oplevelse at stå i som gravid. Husk, at du sørger over en mistet drøm – og at det ikke betyder, at du ikke kan elske det barn, som kommer. Den familie, du havde forestillet dig, kommer måske til at se lidt anderledes ud end du forventede – men ikke desto mindre kan den godt vise sig at blive helt perfekt alligevel.

 

 

– Psykolog & indehaver af MamaCircle
Malene Buhl Eriksen

 

Har du brug for hjælp til at bearbejde dine tanker og følelser i graviditeten?

 

Klik herunder for at læse om online terapi

Online samtaler

Måske du også synes om…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.

The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.